28 18 78 60 Hej@digitalangels.dk

Når hjemmesiden er lanceret, så skal den passes. Præcis som en have, hvor du har sået og plantet nyt. Der skal luges, gødes og nippes. Og ligesom der kan komme lus i roserne, ja, så kan der også opstå uforudsete hændelser på din hjemmeside. Det bedste forsvar er forebyggelse. Følger du disse 5 råd, er du på forkant der sker noget uforudset. For det gør der med garanti!

#1: Adgang til dit webhotel – backend

Hav altid dit login til dit webhotel klar. Det er en forsikring til den dag, hvor fejlkoderne melder sig. Og det gør de – en eller anden dag – som regel, når det er mest ubelejligt, du har travlt eller en potentiel kunde kigger forbi…

Din WordPress hjemmeside er installeret på et webhotel. Den daglige opdatering sker via dit admin-login direkte på hjemmesidens domæne/ wordpress installation. Installationer og opdateringer kan gå galt og så får du brug for at kunne tilgå din hjemmesides mapper og filer. Hvis et plugin fejler, kan du finde og slette det her.

#2:  NB! Ved valg af plugins:

Vælg udelukkende plugins, der er kompatible/ testede med din wordpress version, som er udførligt beskrevet med screendumps samt er opdaterede indenfor de sidste 3 måneder.

#3: Opdater plugins og forebyg hacking

Når du får at vide, at et plugin skal opdateres – så opdater med det samme! Et ikke opdateret plugin udgør en sårbarhed og øget risiko for at siden bliver hacket.

Plugins er udviklet af eksterne leverandører. Før et plugin kan uploades til WordPress skal det igennem en lang godkendelsesprocedure. Herefter er det op til plugin leverandøren at holde plugin’et opdateret. Du kan se i dit wp-admin, når et plugin skal opdateres – det vises med røde notifikationsmærker. Det anbefales, at du logger ind på din wp-admin regelmæssigt minimum hver 4. uge for at sikre dette.

#4: Opdatering af WordPress

Kernen i wordpress opdateres løbende. Afhængig af din opsætning kan det ske automatisk, ellers skal du selv ind i wp-admin og sørge for denne opdatering. Opdater med det samme! En opdateret wordpress sikrer optimal performance og sikkerhed. Du får besked per mail (den mail, der er tilknyttet som admin mail), når der er en ny wordpress opdatering klar. Husk at sikkerhedkopier inden!

#5: Sikkerhedskopier før du opdaterer

Opdateringer kan gå galt. Gør det til en god vane at sikkerhedskopiere.
Du kan bruge plugins designet til formålet – eller du kan bruge WordPress eget Eksport/ import: Du downloader et arkiv med din hjemmeside (xml-format til din device, som nemt kan uploades igen). Sikkerhedskopier, før du opdaterer WordPress-kernen. Hver gang!